Hvornår skal man vande haven?

Planternes behov for vand er størst i vækstsæsonen. Så det er typisk i maj, juni og juli, at jorden kan trænge til ekstra vand. I disse måneder er regnmængden ofte mindre end planternes behov for vand. Der er god grund til at vande, hvis vejret længe har været tørt, eller der i en periode kun er faldet små mængder regn.


Hvornår kategoriserer man sin have som tør? 

Du kan tjekke, om jorden trænger til vand, ved at bruge det gamle trick med at stikke en finger i jorden eller, endnu bedre, grave lidt ned i jorden og mærke, om den føles fugtig. Selvom jorden er tør lige under overfladen, kan den godt være fugtig længere nede. Hvis du har roser, og de har gule blade, er det et sikkert tegn på, at de mangler vand.

Hvornår på dagen bør man vande sin have? 

Vand ikke midt på dagen. Hvis du vander om morgenen eller om aftenen/ natten, når der er mindst vind, og temperaturen er lavest, får planterne mest ud af vandet, da der ikke spildes en masse vand på fordampning. 


Prioritet indsatsen

Det er smart at prioritere vandingen. Koncentrer vandingen om

  • Krukker 
  • Højbede
  • Bede i fuld sol - spar på vandet ved at plante tørketålende planter
  • Drivhus
  • Køkkenhave
  • Nyplantede hække, træer buske og stauder i tørre perioder i de første 2-3 år, indtil de er god vækst
  • Nyanlagt rullegræs 
  • Roser

Når roser får gule blade, mangler de vand! En smart vanding af roser er med en murerspand, hvori der er boret to små huller i bunden af spanden ude ved kanten.  Placer spanden under en rose med hullerne så tæt på roden som muligt. Der fyldes vand i spanden, og efter ca ½ time er spanden tømt for vand. Vandet har langsomt sivet dybt ned i jorden og forsyner rosernes rødder med vand. Spanden flyttes derefter til en ny rose. 

Bede i fuld sol - spar på vandet ved at plante tørketålende planter

Lange perioder i sommerhalvåret uden nedbør fordrer en stor kapacitet hos stauder, træer og buske. 

Der er heldigvis en bred vifte af planter, der kan tåle langvarig tørke, f.eks. 

  • Hjemmehørende buske: gyvel, solbær, kristtorn, 
  • Andre buske: Sommerfuglebusk, parykbusk, blærespiræa
  • Hjemmehørende træer: tjørn, fyr, eg, taks, 
  • Andre træer: pilebladet pære, robinie, guldregn
  • Hjemmehørende stauder: almindelig knopurt, kongelys, blodrød storkenæb, 
  • Andre stauder: lavendel, sibirisk iris, glat merian, tidselkugle



Hvordan sparer du på vandet, når du vander have?

  • Opsaml regnvand i en regnvandstønde. Tønden opsættes ved boligens nedløbsrør og så tilpas højt, at man kan få vandkanden ind under hanen.
  • Opbyg et højt humusindhold i din jord, da det har positiv indvirkning på jordens vandkapacitet og planternes vandforsyning i tørre perioder. 
  • Ved at dække jorden, hvor den er bar, med grønt eller brunt jorddække kan du begrænse ukrudtet, spare på vandet og få en sund og levende jord. Dækmateriale kan f.eks. være græsafklip, kompost, rabarberblade, visne blade, småkviste, kogler, afsaltet tang, barkflis, uld, hø og halm …
  • Indret din have med rum, så du får mest mulig læ. Vind udtørrer jorden lynhurtigt.
  • Plant træer i din have, så du får skygge. Mange træer og buske er tørketålende og deres svalende skygge er i tørkeperioder livgivende for både planter og mennesker. 


Kan en græsplæne få for meget vand?

Ligger din græsplæne gentagne gange under vand, så er det en god idé at identificere problemet. Her får du nogle af de hyppigste årsager til en oversvømmet græsplæne.

  • Højt grundvand
  • Terrænets hældning
  • Dårlig nedsivning - traktose


Fremtiden byder på store klimaændringer med øget grundvand og forhøjet grundvandsspejl. Ved højt grundvand bør du som grundejer tage kontakt til kommunen og forhøre dig om situationen. 

Ved forkert hældning på egen grund kan du muligvis rette op ved at flytte jord og lave jordvolde eller render. Vær dog opmærksom på regler om terrænregulering i lokalplaner og andre tinglyste bestemmelser for en ejendom. Du kan måske anlægge en dam eller et regnbed, evt. med faskine tilknyttet, og dermed skabe et smukt vandmiljø i haven.

Er der tale om dårlig nedsivning, kan udfordringer være tung leret jord, som er så kompakt, at vandet har svært ved at trænge ned i den. Efter nybyggeri kan havejorden være præget af traktose, hvilket betyder, at regnvand ikke kan sive ned i jorden, men bliver stående som store pytter i flere måneder. Her kan grubning være en god løsning. Når jorden bliver grubbet, sikres det, at jorden er løs nok til, at vandet kan sive ned, når det regner kraftigt. Grubning har ligeledes den fordel, at jorden iltes og skaber den bedste grobund for planter, græs, træer og anden bevoksning. Efter grubning kan der plantes, og vandproblematikken udbedres.  Planternes rødder fungerer nemlig som vandledende kanaler. Rødderne åbner jorden og sikrer, at der kan passere vand – også uden for sæsonen, hvor planternes vandforbrug er minimalt.  

Hvad med planterne – tager de skade af for meget vand?

Hvis græsplænen er vandlidende året rundt, gælder det om at finde noget der trives i stedet. Der er en lang række stauder, prydgræsser, buske, træer og klatreplanter, som klarer sig godt på fugtige jorde. Måske kan en løsning være at omlægge græsstykket til et tørstigt lille fuglekrat eller et fugtighedselskende staudebed.

Share by: