Hvornår skal man så vilde blomster?

Vi ser flere og flere naturlige haver, hvor græsset står højt, og afklippede grene og stammer samles i bunker til glæde for insekter og smådyr. Frøblandinger med hjemmehørende arter kan bidrage til indsatsen for biodiversiteten ved at gøre naturen rigere og vildere, helt lokalt i din egen have. Blomsterenge kræver meget mindre plejeindsats end græsplæner, så du kan bruge mere tid på at nyde livet og spare tid på græsslåning! Under langvarig tørke bliver området heller ikke så udtørret og kommer til at ligne en ørken, som græsplænen hurtigt kan. Bliver du glad for projektet, kan du med årene udvide arealet, så arbejdsindsatsen bliver mindre, og den daglige glæde af at se de blomstrende områder med masser af insektliv bliver større og større.

Hvordan anlægger du en blomstereng? 

Græstørv og evt ukrudt på arealerne, der skal tilsås med blomsterengfrøblanding, skal fjernes først, da frøblandingen ellers ikke overhovedet vil have en chance. Projektet lykkes bedst på næringsfattig og solrig jord. Sørg for, at jorden, du sår i, er gennemrevet for jordklumper og sten, så der opnås en fin og porøs struktur, det gør det lettere for frøene at spire. Det bedste tidspunkt for etableringen af en blomstereng er fra august til september. Her har jorden en god temperatur, og der er en god fugtighed. 

Hvornår skal blomsterengen klippes?

Vedligehold af blomsterengen sker ved 1-2 årlige klipninger. Det bedste tidspunkt er i perioden fra slutningen af juli til midten af august, og igen i oktober. Klip engen ned til 10 cm, og lad afklippet ligge i en uges tid. Det giver frøene fra de afklippede blomster mulighed for at efterså sig selv. 


Herefter er det vigtigt at rive den afklippede eng sammen og fjerne den, da den ellers vil være en alt for voldsom gødning for blomsterengen, der vil kunne kvæle den tilbageværende beplantning. En blomstereng er selvsagt mere sart end en traditionel græsplæne at gå på. Men den kan sagtens tåle, at der bliver klippet stier igennem, så du kan gå på opdagelse i blomsterfloret.