Haven under vand?

Vejret udfordrer i den grad havelivet. Det er næsten ikke til at forstå, at vi tilbage i foråret 2023 sukkede efter regn. Danmarkskortet var glødende rødt med høje tørkeindekser. Europas store floder tørrede ud, og afgrøderne på markerne kunne ikke finde vand til fremspiring.

I vinteren 2023-2024 var det nærmest lige stik modsat. Alt var gennemvådt, mudret, klistret og ganske ubehageligt. Det regnede, regnede og regnede. 

Afhjælp overskydende vand i haven med planter

Er der områder i din have, hvor der kun er jord, og står jorden gentagne gange under vand, så er det en god idé at overveje, om der ikke skal planter i jorden. Planternes rødder fungerer nemlig som vandledende kanaler. Rødderne åbner jorden og sikrer, at der kan passere vand – også her uden for sæsonen, hvor planternes vandforbrug er minimalt. Samme gode råd gælder også, hvis du på plænen har gentagne oplevelser med vand, der ikke kan trænge ned. Udfordringer kan også være stiv lerjord og / eller traktose, hvilket betyder, at regnvand ikke kan sive ned i jorden, men bliver stående som store pytter i flere måneder. Derfor er mit råd at plante buske eller træer for at bryde jordens dybere jordlag. 

Hvad med planterne – tager de skade af for meget vand?

Hvis jorden er vandlidende året rundt, er der mange planter, der vil gå ud, men der findes heldigvis planter til enhver jordtype, så det gælder blot om at finde noget der trives på stedet. Der er en lang række stauder, prydgræsser, buske, træer og klatreplanter, som klarer sig godt på fugtige jorde.

Michelle og Daniels have fik sin ilddåb

Parret Michelle og Daniel i Hillerød, var en af kunderne, som henvendte sig til mig med problemer med stående vand og døde planter i haven i foråret 2022. Jeg udarbejdede haveplan til dem og efterfølgende i samarbejde med Grøn Enterprice A/S foranledigede havens anlæggelse i vinteren 2022. De fik bl.a. grubbet græsplænen og anlagt store bede med spændende træer og buske, nøje udvalgt til fugtig lerjord. 

Jeg kan vist roligt sige, at haven har fået sin ilddåb i dette rekord regnvåde år 2023. Alligevel har haven nu ikke længere stående vand, og planterne stortrives.

Fotos ses her fra den frodige have i september 2023 og i november 2023, hvor haven netop har fået sit første drys sne.
Træerne og buskene fungerer nu som regnopsamlere og rødderne forbedrer jordstrukturen. De forsyner familien med tiltrængt læ og et dermed et rart miljø at opholde sig i.

Håndter regnvandet kreativt

Hvis din grunds terræn og jordbundsforhold er velegnet, kan andre løsninger være at grave et vandhul eller lave et veldrænet regnbed, som kan aftage en del af de store mængder regnvand. Det vil foruden afhjælpe vandproblematikker i din have også give en oplevelsesrig have. Det gavner planterne, græsplænen og ikke mindst både dyr, insekter og fugle, når der er adgang til vand.

Share by: